Kan RIK spille sig til point mod nedrykker?

Vis menu
23. aug. 2019

Svær modstander venter i form af Danmarksserie nedrykker.

Ovenpå onsdagens sejr over NB Bornholm, skal RIK på den igen lørdag hvor Kastrup BK venter på hjemmebanen på Rønne stadion nord. Det er samtidig RIKs første Københavnsserie hjemmekamp i denne sæson. Gæsterne fra Kastrup BK, der er nedrykker fra DS op til denne sæson, er kommet rigtigt fint fra start i dette års turnering. Efter at have spillet uafgjort i første kamp mod Fremad Amager (1-1), blev det onsdag til sejr over KB (2-0).

Holdet fra ”Lufthavnsbyen”, har historisk bevæget sig i de højeste danske fodbolddivisioner, og var over nogle år en fast del at de bedste danske klubber. I den periode spillede der flere tidligere RIKére på holdet og her skal blot nævnes Finn Mogensen, Gert Maegaard og Jens Bangsbo. Nu er klubben så tilbage i Københavnsserien, og det bliver spændende at se hvad dagens Kastrup hold har at skyde med i denne sæson.

Kastrup BK gæstede senest Rønne stadion nord tilbage i sæsonen 2013/14, hvor holdet i april 2014 spillede 3-3 mod det daværende Rønne fB mandskab, hvor kun den nuværende RIK assistenttræner Tommy Knudsen var med som spiller, i forhold til dagens RIK mandskab.

Med 3-1 sejren over NB Bornholm, fik RIK stemplet ind pointmæssigt i turneringen. Spillemæssigt blev det ikke helt optimalt, og holdet formåede i opgøret ikke at følge op på de fine takter fra B1903 opgøret i den forgangne weekend. Positivt er det dog at holdet alligevel hev 3 point hjem, hvilket alt andet lige tjener mandskabet til ros.

Nu venter der en modstander der givet kommer med ambitioner om at styre opgøret, og udgangspunkt for RIK trænerteamet bliver derfor måske en anden tilgang end til NB Bornholm opgøret, hvor det var RIK havde fået tildelt favoritrollen.

Kampen fløjtes op lørdag den 24. august kl. 15.30Rønne stadion nord.